Udsigt over Bergen fra toppen af fjeldet Ulriken

mandag den 20. september 2010

Sandviksfjellet

Så besteg vi endnu et fjeld!
Rainer og Else Marie på vej op
Søndag drog Else Marie, Rainer, Salva og Blai (to spanske fyre) og jeg ud på endnu en fjeldvandring. Denne gang var målet toppen af Sandviksfjellet (392 m.o.h.). Til trods for at vejrudsigten ikke så for lovende ud, havde vi det fineste vejr! Turen det sidste stykke til toppen går op ad det der kaldes Stoltzekleiven, en smal sti/trappe lavet af store sten. Selvom det ikke regnede på dagen, var vejen våd og glat, så vi fik sat både koncentration, balance og ikke mindst konditionen på prøve. Man ved at man er dansk turist når man igen og igen bliver overhalet af fyrige nordmænd, der springer op ad fjeldet så let som ingen ting.. Selv børn overhalede os! Rekorden i at løbe op af Sandviksfjellet har nordmanden Jon Tvedt, der i 2008 gjorde det på 8.23 min. (jeg tror vi klarede det på ca 30 min). Det skal dertil siges, at han døde i 2009 af et hjertestop på en af hans fjeldture, hvilket taler for at tage fjeldturene i et lidt mere moderat tempo...

Fantastisk udsigt fra toppen!

Turen ned igen gik af sti langs med spejlblanke fjeldsøer og fossende vandløb (der var mit kamera desværre løbet tør for strøm, så det får I ikke billeder af). Det var sådan en fin søndagstur, og vi var dejligt trætte da vi kom hjem til Haukelandsbakken.


lørdag den 18. september 2010

Norsk fødselsdagssang til Magnus!

Filen var for stor til at sende på mail, så nu får du den her på bloggen i stedet :)


Tillykke med fødselsdagen! :) Håber, at du får en dejlig dag.
 

mandag den 13. september 2010

Drumcircle, strikkekoncert og nye løbesko :)

Så sidder jeg her mandag aften godt træt og lytter til regnens dryp mod ruden. Det har været en rigtig efterårs dag i dag, virker som om efteråret er kommet snigende over natten og indhyllet Bergen i grå tåge og regn.


For et par uger siden arbejdede vi med et princip der hedder trommecirkel i musikdidaktik, i den forbindelse nævnte vores lærer, at der hver mandag er mulighed for at være med i en trommecirkel i udkanten af byen. Vi tog ham på ordet og tog i aften med ham til trommecirkel i Fana Kulturhus. Det blev en hyggelig aften med afrikanske trommer og sjove percussion-instrumenter. Trommecirkel går i princippet ud på at man sidder i en cirkel og spiller, og med udgangspunkt i en grundrytme, improviserer man og skaber man noget sammen, man kan hvornår man vil skifte instrument eller rytme og intet er i princippet forkert. Det er en metode, som jeg bestemt tænker vil være spændende og udbytterig at arbejde med i skolen. har lige vedlagt et link om drumcircles, manden Arthur Hall som indgår i dette klip kommer til Bergen og laver et seminar her 1.-3. okt. Det lyder rigtig spændende, men desværre ikke noget, som pengepungen rækker til (1750 kr).
http://www.youtube.com/watch?v=NYGWlKXsmAU  

I tillæg til mulighed for lære lidt om trommecirkler, fik vi også mulighed for at se Fana Kulturhus, som er en utrolig flot udsmykket bygning. Her lige et billede af det fantastiske vægmaleri, der prydede gangen.


Ellers har det været en fantastisk weekend, der har budt på lidt af hvert. Lørdag stod i kulturens tegn. Vi tog til amatør kulturdag i Grieg-Hallen. Hovedårsagen var at vi havde læst om denne har strikkekoncert - ja du læste rigtig strikkekoncert(!). En kvindelig komponist havde sat sig for at lave et musikstykke ud af 40 strikkende damer med mikrofoner på strikkepindene og diverse lydeffekter, og eftersom vi danske piger er gået mere eller mindre i strikkemode, måtte vi jo se dette. Så strikkeklubben tog til strikkekoncert :)
Det må siges at være en speciel oplevelse. kan ikke sige at det lød godt, men det var et interessant og anderledes stykke og en vild fed ide. Nu har jeg jo netop lært om overtoner, og hvordan nogle toner fremhæver andre overtoner, så det var faktisk lidt spændende at høre hvad lydeffekterne gjorde ved lyden af strikkepindene - nogle af effekterne havde toner er fremhævede strikkelyden. Så ja lidt opmærksom på overtoner er man vel blevet.. ;)

40 strikkende damer

Vi have alle 4 taget vores strikketøj med, så mens vi ventede på at koncerten skulle gå i gang sad vi på tilskuerpladserne og varmede op med et par rækker. Det vækkede en journalists interesse, som kom springende ud af det blå og stak kamara og mikrofon op i hovedet på mig, så før jeg vidste af det var jeg blevet interviewet til landsdækkende tv NK1. Så før I ved af det er jeg kendt i hele Norge ;)

Om aftenen stod den på forspiel (det norske ord for førfest, som godt kan misforstås lidt ja) i køkkenet på min gang og derefter ned i byen, først på Tunga bar og danse salsa og derefter på Lille og ryste kroppen til noget god gammel 70'er musik. Søndag blev den første søndag uden fjeldtur - vi orkede ikke. Den stod i stedet på Lost, Yes Man og Once. Og i stedet for fjeldtur afprøvede Rainer og jeg de nye løbesko vi købte i fredags. En tur rundt om Store Lungegårdsvannet og de sidste tømmermænd var kureret!

Mine fine nye løbesko

Til sidst vil jeg lige slutte af med et dejligt nummer fra musicalen Once, vi så i søndags, det er så fin en film!

http://www.youtube.com/watch?v=CoSL_qayMCc

fredag den 10. september 2010

Tiden flyver afsted!

Så er det vist på tide med et indlæg igen. Tiden flyver afsted heroppe!

Vi har igen haft strålende solskin heroppe, og som en ægte bergenser har jeg tilbragt så meget tid som muligt udenfor i solen. Man må jo nyde den mens den er her, og så kan man håbe, at der kan lagre sig lidt sol-overskud i kroppen til de mange regnvejrsdage vi går i møde.

Lørdag var vi en lille flok, der tog på udflugt ind i det Norske bagland. Hardanger i en nøddeskal hed turen, og den gik med tog, bus og båd rundt i området omkring Hardangerfjord. Først gik turen med tog til Voss, der ligger ca. 100 km fra Bergen og i 75 meters højde. Det var tydeligt, at vi var kommet til et lidt køligere klima, selv om solen skinnede, var luften kølig og frisk. Fra Voss gik turen med bus ad snoede bjergveje til Ulvik en lille flække, der ligger ned mod fjorden. Herfra skulle vi med en lille færge gennem Hardangerfjord, turen var utrolig smuk, næsten ikke til at rumme! Så vi stod ude på dækket og nød udsigten til trods for den kolde vind. Her vil jeg lige tilføje, at mit fantastiske køb af skal-jakke her viste sig ikke kun at være praktisk i tilfælde af regn, men bestemt også i bidende blæst. Undervejs gjorde vi stop ved og Eidfjord, hvor vi tog en sightseeing bus til Hardanger naturcenter og Vørringsfossen, Norges største vandfald, med et frit fald på 145 m og et total fald på 182 meter. Sejlturen sluttede i Norheimsund, hvor vi så endnu et vandfald, Steindalsfossen, et lille sødt et, hvor man som i filmene kan gå inde bag vandet.

Hardangerfjord

Det var en dag fuld af den flotteste natur og i selskab med gode mennesker, så det kunne ikke være bedre. Søndag besluttede vi os for at tage endnu et fjeld, vi skal jo gerne nå alle 7 inden vi skal hjem. Else Marie og jeg besluttede at det var tid til at tage fjeldet Rundemanden, på google map så det ud til at den nemmeste rute ville være at gå til toppen af det fjeld vi bor på og der fra gå til Rundemanden og ned af fjeldet Fløien… Det var bestemt ikke den nemmeste rute! Men en utrolig flot tur. Vi var en hel flok, der gik hjemmefra kl 12.30 og vi var først hjemme ved 21 tiden, godt trætte og med ømme ben. Så vi spiste en velfortjent pizza da vi kom hjem.
Udsigt over det bjergtagende fjeldlandskab


Resten af ugen er fløjet af sted. Det har været en uge med meget skolearbejde. Else Marie og jeg havde meldt os til at fremlægge om området mobning i etik, i forbindelse med gennemgang af kapitlet ”områdeetik” i vores grundbog. Vi var til introdag på Møllevangsskolen mandagen inden vi tog til Bergen, hvor Helle Rabøl Hansen forsker for eXbus fortalte om den nyeste forskning inden for mobbe-feltet. Så vi havde en masse på hjertet, og bogen havde et forældet og meget subjektivt syn på mobning, så det var fedt at byde ind med ny viden. Dog lidt grænseoverskridende at fremlægge på norsk, men det gik godt, og føler at det er lidt nemmere at sige noget på klassen nu.

Ellers var det ugen hvor vi skulle aflevere vores komposition med udgangspunkt i overtonerækken og micro-tonalitet. Det blev, for mit vedkommende, til et lille stykke for to på guitar med udgangspunkt i flacioletter som blev fremført for holdet i dag. Endnu engang lidt grænseoverskridende.. Men det var fedt at høre om de vidt forskellig musikstykker, der var kommet ud af den meget åbne opgave. Opgaven lyder nu til næste fredag, at komponere et stykke, med brug af mindst to forskellige skalaer (og vi må ikke bruge dur og mol skalaerne).

Nu vil jeg sætte mig ind i køkkenet og hygge med de andre. Vi har lige indtaget et lækkert måltid lakselasagne!.. Mums!! Så nu står den vist på hygge og strikning (og måske lidt kortspil) i aften.